Casper er snart 23, han bor med sin kæreste, han har en lille datter, og han er godt på vej i livet med uddannelse og på vej mod job. Da jeg besøger Casper, fremstår han som en snakkesalig, høflig, venlig ung mand, der ikke stikker ud på nogen påfaldende måder. Og det er da også sådan, Casper forstår sig selv i dag.
Casper har dog en historik bag sig, som førte til, at han i en alder af 13 år blev anbragt uden for hjemmet. Han er derfor en af de danskere, der i løbet af barndommen eller ungdommen har brugt mere eller mindre tid uden for hjemmet.
Rejsen hen imod det liv, Casper har i dag, har blandt andet være præget af stofmisbrug, vold og lang tid i kriminelle og misbrugende miljøer. Det er dog en unuanceret opfattelse, at kriminaliteten tjener sit eget formål. Casper fortæller i vores podcast “Et liv efter anbringelse” om den fremmedgørelse, man som tidligere anbragt kan føle over for samfundet og over for de institutioner, man egentlig gerne vil være en del af. Casper kom til at føle sig anderledes, og han fortæller, at han slet heller ikke havde lyst til at føle sig som samfundsnasser på sociale ydelser, selv om det var den mest oplagte vej at gå, hvis han ikke skulle tilvælge et liv med stofmisbrug og vold. For hvad var egentligt guleroden ved at vælge den vej, som pædagoger, psykologer, og samfundet gerne ville have ham til at vælge?
For Casper var det langt mere oplagt – måske endda uundgåeligt – at hans vej efter endt anbringelse førte til stoffer og alle de dertil hørende problemer. Og det er til trods for, at han fortæller, at han havde en god oplevelse på det opholdssted, hvor han var, inden han flyttede for sig selv. Han følte sig både tryg, og han var glad for sin kontaktperson, som havde mange gode håb og drømme på Caspers vegne. Casper fortæller i dag, at en del af ham allerede lyttede dengang, selv om han i en årrække efter anbringelse traf nogle destruktive valg. Han oplever, at det har hjulpet ham med at vende sit liv om, at han har lært meget, mens han var anbragt.
Så hvad kunne man have gjort anderledes i Caspers tilfælde, hvis man skulle have undgået, at han efter anbringelse gik ud og solgte og tog stoffer? Det er svært at give et definitivt svar, men Casper selv anser arbejde og praktik som veje, der kunne have formet hans liv anderledes. Han havde gang i et praktikforløb, som han med god støtte fra sin kontaktperson passede hver dag. Et fast job med en fast indtægt kunne måske have givet både selvtillid og tilknytning til både arbejdsmarkedet og samfundet, som man som anbragt ung ofte har rigtig svært ved at opnå.
Caspers historie ender som bekendt godt, for i nutiden er han clean, i uddannelse, og ved at stifte sin egen lille familie. Casper ser selv en fremtid, som han glæder sig til og som han er optimistisk omkring.
Lyt til podcasten her!